Om LEV Bornholm

LEV Bornholm er kommunekreds i Landsforeningen LEV. Foreningen arbejder for at sikre udviklingshæmmede og handicappedes rettigheder og muligheder for at deltage i samfundet på lige fod med andre. Vi forsøger at skabe debat i medierne om sagen, og vi samarbejder løbende med Bornholms Regions Kommune, bosteder og institutioner, Kildebakken og Mælkebøtten samt de øvrige patientforeninger i DH Bornholm.

Men vi er også en forening, der meget gerne yder økonomisk støtte til initiativer eller arrangementer, der kan gøre livet for udviklingshæmmede bare lidt bedre eller lidt sjovere. Og så arrangerer vi selv forskellige sammenkomster af mere social karakter, hvor især vores årsfest i starten af november hvert år er lidt af et tilløbsstykke.

Hvis du har spørgsmål til os eller har brug for hjælp til en sag, er du meget velkommen til at kontakte kredsformanden.

Hvis du vil være medlem, skal du blot melde dig ind hos Landsforeningen LEV, så bliver du også medlem hos os, og du modtager herefter fire gange årligt vores lokale medlemsblad.